KOMMUNEPLAN 2009-2020 I HØRING
... V I S I O N - V I R K E L I G H E D
HELE PLANEN FINDES DIGITALT - PRØV AT LÆSE DEN PÅ EN SKÆRM - SUK OG AK OG VE.
Lørdag den 15. august kl. 10.00 er der møde i Gerlevhallen på Gerlev Idrætshøjskole. Det er kommunen, der har indbudt alle borgere, der har tid og lyst.
Vi tager turen derud i et trist, gråt, regnfuldt vejr.
Der er nogle spørgsmål, vi skal have afklaret. Traditionen tro arbejder vi med kommuneplanen, for så vidt angår vort virkeområde. Det har vi gjort i 40 år.
Ved ankomsten er det næppe til at opdrive en parkeringsplads. Vi har dog en paraply med, som her er til stor nytte.
Der er pyntet op med blomster og frugt i en kurv. Indenfor er der tændt levende lys. Det er en god start.
Kommunen har ophængt nogle virkelig flotte bannere. Lyset udefra kan skinne igennem dem. God idé.
Byrødderne Ole Drost og Flemming Erichsen til højre (udvalgsformand for det udvalg, der har med planer at gøre). Alle byrødderne er iført blå T-shirts, så deltagerne kan kende dem.
Der bliver budt velkommen. Deltagerne kan forsyne sig med kaffe eller the. Vi kan få halsbånd med holder til navneskilt og nogle virkelig flotte "muleposer" i sort med diskret påtryk i turkis. Fint.
Man er tilfreds med antallet af fremmødte. Flemming skønner, at der er kommet omkring 100. Det synes vi nu ikke er imponerende. Hovedparten af deltagerne er byrådspolitikere og personer, der arbejder med tingene i interesseorganisationer.
Der har været husstandsomdelt en folder til kommunens omkring 78.000 indbyggere. Man har lokket med gratis mad og adgang for børn og voksne til legeparken. Der har også været gratis bustransport derud - desværrre ikke med opsamling i Svenstrup - busbetjeningen er elendig på en lørdag - så derfor er vi i bil.
Deltagerne lytter.
Kommunens mand Poul Hvidbjerg-Hansen slås med microport anlægget, da man ikke kan høre ham. Den forbandede teknik. Pludselig funker den med et B R Ø L.
Poul - der har været tovholder i tilrettelæggelsen af dagens møde og i øvrigt med hele kommuneplansforslaget - giver deltagerne en orientering om alle kommuneplanens delkomponenter, hvad de indeholder og hvorledes det hele hænger sammen.
Han fortæller, at hele planen med kort og bilag er et enormt materiale på over tusinde sider. (Det er kommunerne Gl. Slagelse, Korsør, Skælskør og Hashøjs kommuneplaner der sammen med Regionalplanen er blev sammenskrevet og ændret til. Indtil kommuneplanen bliver godkendt af Regionen er Regionalplanen gældende). Materialet kan hentes på nettet og så læses på en skærm. Man kan også se en del af materialet på bibliotekerne og i borgerservice. En del materiale er man nødt til at rekvirere.
Der gøres også opmærksom på, at det er ved at være sidste udkald for høringssvar fra borgerne. Svar skal være kommunen i hænde senest den 31. august 2009.
Hvis nogen har prøvet, at læse sådant noget på en skærm, vil de straks gøre den erfaring, at det kan man ikke arbejde med, hvis det skal være seriøst. Det er vor vurdering. Vi har prøvet det.
Det vigtigste i en kommuneplan er område- og rammebestemmelserne og ændringerne i disse. Hertil skal man bruge kort og det vel at mærke detaillerede kort. Det er også nødvendigt med oversigtskort over rammerne. Uden de gamle planer eller en markering af ændringerne i forhold til tidligere er det næsten en håbløs opgave, at komme igennem.
Er der ikke en digital søgemulighed i tekstdelen - det er der ikke - så er materialet næsten utilgængeligt for en sådan gennemgang.
Nok sparer kommunen en masse penge på papirudgivelse, men man glemmer, at en kommuneplanproces er en demokratisk proces, hvor det ved lovens tilblivelse blev kraftigt understreget, at man skulle inddrage borgerne.
Det gør man ikke ved et møde som dette. De 77.900 - der ikke er mødt op - har man ikke forsøgt inddraget ved lokale orienteringsmøder her i offentlighedsfasen på 2 måneder, der startede den 1. juli 2009.
Vi har bøvl med at få materialet på tryk. Vi skulle bruge flere eksemplarer af det. Man kan ikke sidde i en større gruppe og arbejde med det her med et enkelt ringbind uden kort.
Vi rettede derfor straks henvendelse til kommunen, for at få tilsendt materialet ved offentlighedsfasens start den 1. juli 2009.
Vi blev ringet op af Poul, der lovede os at vi kunne hente et eksemplar (vi kunne også få det tilsendt). Kortene kunne vi få udskrevet, hvis vi fortalte hvilke vi ønskede. Det lød da nogenlunde, men næste dag fik vi en e-mail om, at den medarbejder, der skulle udskrive kortmaterialet, ville tage på ferie om et par dage.
Vi var selv lige midt i sommerferieperioden.
Der lyttes og småsnakkes.
De fleste af byrødderne var mødt op. Her har vi demokratiudvalgsformanden Steen Olsen til venstre.
Jørgen Andersen (fra Korsør) kommer lidt senere og Inge-Lis drøfter et par spørgsmål med ham.
Han har i øvrigt været længerevarende syg efter en knæoperation, hvor der tilstødte alvorlig betændelse.
Nu skal han til genoptræning med knæet.
Vor sekretær står sammen med vor næstformand Anja for et planlagt offentligt valgmøde, så hun vil da gerne høre, hvem der kommer fra SF. Det ved man ikke endnu.
Til højre har vi jo vor formand for Sammenslutningen af Lokalråd i Slagelse, Lars Schou Pedersen, han afløste Ole Olsen på posten som formand for Lokalrådet Hejninge Stillinge - der er vor nabo mod nord (grænsen går ved Tude å), Ole Olsen er nu landsformand for LAL. Lokalrådet har lige fået kommunen til at give dem et foreningshus, der skal ligge i Kirke Stillinge.
Vi er med i sammenslutningen.
Vor sekretær tager sig en pause i et af de rum, hvor man kan få svar på forskellige spørgsmål.
Her er det en videofilm, der studeres. Det var råklip til en ny turistfilm om Slagelse kommune.
Vor turistdirektør Kim Steen Carlsen var også mødt op med kommunens turistbrochure, men det har jo ikke meget med kommuneplan at skaffe. Det har derimod udviklingen af kommunens turismestrategi. Målet er at styrke områdets tiltrækningskraft ved at fastholde, udbygge og udvikle kommunens mange oplevelsestilbud og samtidig få alle kommunens aktører indenfor turismen til at spille sammen omkring udviklingen og markedsføringen af Slagelse Kommune som den attraktive turistdestination, den er.
Flemming i gang med sit digitalkamera. Hans viv Gitte var også mødt op. Borgmesteren Lis var også mødt op, men hun holdt sig diskret i baggrunden.
Så er Jørgen Juul også dukket op. Vi har igennem mange år haft et samarbejde omkring natur- og miljø i vor Agenda-21 gruppe.
Jørgen var tidligere formand for Danmarks Naturfredningsforening i Korsør. Han er med i bestyrelsen i Slagelse DN - derfor er han mødt op, men primært fordi han er med i ældrerådet.
Et par gode gamle kendinge. Til venstre er det Niels Christian, der lige er nygift med sin Lene og til højre Bjarne der holder op i kommunalpolitik. Han er medlem af vor forening og bor som bekendt i Trækvarteret. Yderligere præsentation næppe nødvendig med sådan to gamle korsørpolitikere.
Så er der gang i borgerspørgsmål og kiggen på kort. Man kører på skolens trådløse net og det er lidt for langsomt, da jeg beder om oplysninger om et større ejendom i vort virkeområde. Sådan er det sikkert også hos de fleste borgere derhjemme - og så er der alle de uden internet.
Den nydelige dame i den turkis trøje er byrådspolitikeren Lene , hun er lige blevet gift med sin Niels Christian også byrådspolitiker. Her er hun i fuld gang med at hjælpe borgerne til rette.
En hel del af kommunens medarbejdere var også til stede, for på bedste måde at betjene borgerne. Det gjorde de venligt og kompetent.
I dette rum kunne man få oplysninger om "hvad gælder for din ejendom".
Flemming drøfter ting og sager. Han oplyste i øvrigt, at det bliver ham, der kommer til vort valgmøde.
Lokalrådsformanden for Halsskov Lokalråd Claus B. Jørgensen var også mødt op. Vi samarbejder om tingene, da vi har fælles interesser i vore respektive områder. Vi fik en snak om Kartbane udvidelsen - vi finder begge, at man burde finde en anden placering i kommunen og så lave et rigtigt anlæg - også til de store karts - det dur ikke med støjvolde i op til 10 meters højde op til et rekreativt bynært område og yderligere støjbelastning af Rødhøjvejskvarteret.
Korsør Miniby og Claus´s private forslag om en flytning af genbrugsstationen på Møllevangen og så ud i vort område ved Reskavej. Den idé er vi med på.
Claus vil så placere Minibyen der hvor genbrugsstationen ligger på Møllevangen. Vi synes dog det ville være en bedre idé, at Korsør Miniby fik pladsen ved indsejlingen til Korsør havn på den gamle Havnesmedies plads. Her har vi fæstningen og museet og her kommer turisterne.
Genbrugsstationen ville vi hilse velkommen herude. Vi forestiller os også at boldklubben FC gerne vil udvide og få et professionelt anlæg. Ja, sådan kan man også få drøftet ting - og det handlede faktisk om planlægning. Det var jo derfor, vi var til møde.
Claus stiller op til byrådet - bliver han valgt, er han en af dem der skal gøre VISIONEN TIL VIRKELIGHED.
Tvillingerne Christensen. De er begge politikere - og begge både i Folketinget og i Slagelse Byråd. Det er Villum til venstre og Troels til højre. Troels bor herude hos os og er med i vor forening.
Så er der så´mænd en times frokost - drikkevarerne må man selv betale for en rimelig penge. Maden har vi betalt for over kommuneskatten.
En smilende Poul Hvidbjerg-Hansen - han er kommunens mand. Han havde slæbt kasser med af materiale (gamle planer og så videre). Han gav beredvilligt svar på spørgsmål om Stien Noret Rundt og kunne fortælle: "at den havde Flemming Erichsen bedt om blev skrevet ind i kommuneplanen. Den bliver skrevet ind om 2 år" - sagde Poul. Et sådant løfte fik vi også i Grønt Råd Korsør, men det blev aldrig til virkelighed.
Vi spurgte om der er ændringer i områdestatus for så vidt angår arealerne rundt om Korsør Nor og langs vort område ud mod Muusholmbugten. "Jeg ved, at der rettet nogle henvendelser herom fra flere sider, men der er ingen ændringer i områdestatus" - forsikrede Poul os. Vi har hørt, at hovedstrukturen ikke skulle gælde og man skulle se bort fra den. "Det er ikke korrekt - hovedstrukturen er gældende."
Han lovede også at skaffe os yderligere 3 ringbind med materialet samt udskrivning af vort områdes rammeplaner og kortmateriale. Ganske vist er han borte i næste uge, men det skal nok blive klaret.
Hvad med vore stiplaner - de såkaldte skjulte spor? "Det er ærgerligt, men materialet er så omfattende, at vi simpelthen ikke kan få det med nu - det kræver seriøs bearbejdning, men vi har haft så hulens travlt med hele denne kommuneplansproces, at vi simpelthen ikke har kunnet nå det. Det er skrevet ind i planforslaget, at stiplanen skal med senere".
En kommuneplan er et dynamisk dokument, men næste revision kommer først om fire år.
Vi kunne høre på Poul, at han havde knoklet med planforslaget i meget lang tid. Han havde faktisk svarene i hovedet og kunne på sekunder finde de relevante steder i materialet.
Så havde vi ikke mere og sagde pænt farvel til Poul med ønsket om en fortsat god weekend.
Vi havde fået talt med en masse kontakter og gamle bekendte.
Da vi kørte hjem skinnede solen flot ved det gamle LINK-tårn ved Slots Bjergby og vi nød udsigten over hele området fra Brovej, der løber forbi "Udsigten" ned mod Korsør/Slagelse landevejen. Det er virkelig en udsigt, der vil noget.
Referatet står Inge-Lis og Poul for. Vi var flere derude.
HØRINGSSVAR:
Vi sendte sent søndag aften den 30. august 2009 vor forenings svar til Slagelse kommune.
SLAGELSE KOMMUNE,
Plan og Erhverv,
Caspar Brands plads 6, 1,
4220 KORSØR
Vi vedhæfter vort i stor hast udarbejdede - ufuldstændige høringssvar til Kommuneplan 2009-2020. Problemet for os har været, at vi først er kommet i besiddelse af det nødvendige materiale 3 døgn før høringsfristens udløb.
Derfor bygger svaret ikke på nogen konsensus fra vor forenings bestyrelse eller deltagerne i Natur- og miljøgruppen. Ansvaret for svaret er alene formandens, der dog mener at have ramt de vitale punkter.
Med venlig hilsen
Poul Otto Seidel
formand for
Grundejerforeningen Tårnborg & Lokalråd
og
Ambassadør for Agenda-21 borgerforums Natur- og miljøgruppe i Korsør
Læs høringssvaret her - BARE KLIK: HØRINGSSVAR
Har du en kommentar til os så klik her og skriv løs - vi vil gerne høre din mening og dine kommentarer. Vi vil også meget gerne bringe dit debatindlæg her på hjemmesiden.
Bare klik her på: F E E D B A C K
INDKOMNE KOMMENTARER:
****************************************************
----
Siden oprettet den 15. august 2009 umiddelbart efter mødet. Alle billeder sat til til 670px i bredden. Reduktion i filstørrelsen ca. 80-90%. Flere billeder knap så gode - skyldes dårlige lysforhold på stedet, så der er brugt fuld blænde og lang eksponeringstid. Orker ikke at slæbe større kamera med og blitz og slaver. Det er godt nok til det her. Baggrundsfarve valgt så den matcher bannerfarven på mødet. Knaplogoer indsat i starten. Kanter v,h,t,b sat til 2px. Måske er det nemmere at læse en sort tekst på denne baggrund ? 16.august flere sproglige rettelser og en del småtilføjelser.
3. september rettet nogle faktuelt forkerte oplysninger i tekstdelen.